Alt, hvad jeg ønsker, er, at min søn er okay

Det eneste, jeg ønskede til jul, var, at han var okay.

Hvert andet år, når min mand, mine børn osv. har spurgt mig, hvad jeg ønsker mig til jul. Jeg ville sige, 'ingen søskende kæmper for en dag,' eller 'ingenting.' Måske ville jeg smide 'Jeg er løbet tør for lotion', hvis jeg følte mig op til at hjælpe dem med dette behov for at 'skaffe' mig noget. Vi har generelt altid haft de ting, vi havde brug for - til tider hårdere end andre, og vi er bestemt ikke rige, men vi har altid været okay, og jeg tror virkelig aldrig, jeg har ønskede hvad som helst.

I år vil jeg virkelig bare have, at min ældste søn er okay. Jeg ville elske glad og sund, men jeg ville også have det fint med, okay. Alt for ham for ikke at blive såret, deprimeret, trist.

I det sidste år har jeg levet som en mor, der har en teenager med depression. Det er et ensomt og skræmmende sted, som jeg ikke ønsker nogen. Jeg bekymrer mig for min søn konstant. Min mand og jeg, der allerede er på ret tynd is, er fuldstændig drevet fra hinanden i denne krise. Med supervision behov for at forhindre selvskade, bruger jeg ingen tid sammen med venner. Med endnu mere dom afsagt af min mor, har jeg stort set isoleret mig fra enhver form for støttesystem til at navigere i denne mest forfærdelige del af mit liv.

Denne intense ensomhed har ført mig til et sted, hvor jeg føler mig tvunget til at dele min historie, så andre mødre ved, at de ikke er alene. For et årti siden havde jeg en abort. Det var stadig tabu på det tidspunkt at tale om det, dårlig beslutningstagning, hvis man tog det op, før man mødte 13-ugers benchmark (hvad tænkte hun på!).

Jeg havde ikke den kærlighed og støtte, som er begyndt at vise sig i dag, hvor kærlighed og støtte til alle de mødre, der har mistet ufødte børn, florerer på de sociale medier. Samfundet er begyndt at slå armene om disse kvinder, der sårer det mest utrolige. Jeg tror, ​​at kærligheden kunne have hjulpet mig, og jeg vil gerne starte kærligheden til en anden gruppe mødre.

Til alle jer mødre derude, som har en søn eller datter, der lider af psykisk sygdom, jeg elsker jer. Jeg mærker din smerte, og jeg ville ønske, jeg kunne tage den væk. Jeg har dog empati, og så meget som det ser ud til, at du er alene, er du ikke alene. Jeg var sammen med dig, da du græd på køreturen til arbejde, fordi adrenalinen forsvandt i de fem minutter, du ikke var fokuseret på at holde en anden i live.

Jeg var med dig, da du så på dit barns arme, der lignede mere gitter end hud. Jeg var sammen med dig, da du gemte håndkøbsstofferne i dit skab og alle husholdningssaksene i din sokkeskuffe. Jeg var sammen med dig, da du begyndte at sige nej til udflugter med venner, fordi du skulle holde øje med tingene derhjemme, og jeg var sammen med dig, da du blev den anmassende, nagende forælder, du aldrig ville være.

Jeg var sammen med dig, da fremmede bragte dit barn hjem midt om natten, fordi han gik en tur, uden telefon og uden frakke, blev væk og begyndte at banke på dørene for at finde en sympatisk sjæl, der ville bringe hjem.

Jeg har grædt mere i det seneste år i min bevidsthed om min søns depression end på noget tidspunkt i mit liv. Jeg ville gøre alt for at rette op på det. Hvad som helst. Vi har været hos terapeuten, begyndt på medicin, arbejder på søvnmønstre, jeg har øget supervisionen, talt for lærere, forsøgt at åbne op for kommunikationsveje... og nogle gange tror jeg, at vi har det værre end for et år siden.

Men jeg fik mit ønske. Min søn var okay til jul. Han så tv med mig juleaften, og vi grinede. Vi så familie i løbet af ferien, og han deltog i samtalen. Vi gik til filmen (en musical), og han nød det. Og da vi spurgte alle børnene om et sjovt minde for sæsonen, havde han et.

Vi er stadig ikke 'glade og sunde', og jeg har stadig fældet en del tårer, mens jeg skrev dette, men han har det bedre, og han er, for lige nu, med mig, og 'ok'.

Del Med Dine Venner: